Måske har du hørt udtrykket ‘culture eats strategy for breakfast’, men hvad betyder det egentlig? Udtrykket manifesterer hvor vigtigt mange mener, at en god kultur på arbejdspladsen er.
Altså menes der, at man kan komme med nok så mange fantastiske og fuldkomment gennemtænkte strategier for virksomheden, men det kan være fuldkommen ligegyldigt, hvis arbejdspladskulturen ikke er god nok til at understøtte den.
For når alt kommer til alt, er det medarbejderne der vil skulle udføre den brilliante strategi, du har udtænkt. Og fordi arbejdspladskulturen er med til at afgøre, hvordan de ansatte opfører sig, samarbejder med hinanden etc, har det meget stor betydning for effektiviteten af den strategiske ændring, som er planlagt.
Kort sagt, hvis medarbejderne ikke er passionerede omkring den arbejdspladskultur og vision virksomheden har, vil de også være mindre passionerede (altså effektive) i forhold til at udføre strategien.
Derfor er det vigtigt at tænke over, hvilken kultur man har på arbejdspladsen, og hvordan man eventuelt kan styrke den. En god arbejdspladskultur kan nemlig være kilden til bedre produktivitet og kvalitet i arbejdet, men også til at skabe bedre medarbejdertrivsel.