Hvad betyder whistleblower?
Definition: En whistleblower er en person, der informerer myndigheder, arbejdspladsen eller offentligheden om kritisable forhold eller brud på loven. Det kan for eksempel være svindel, korruption eller krænkende adfærd.
Direkte oversat fra engelsk betyder whistleblower “fløjteblæser”. Ordet stammer fra 1960’erne, hvor britiske og amerikanske medier brugte det om fodbolddommere og dommere i andre sportsgrene, der blæser i en fløjte, når de ser en strafbar handling.
I dag bruges ordet whistleblower om en person, der informerer om forhold, som vedkommende mener er kritisable eller direkte ulovlige. Om informationen lækkes til offentligheden, en myndighed eller en arbejdsplads er ikke afgørende for brugen af ordet. Det er selve handlingen – at informere om lovbrud eller andre kritisable forhold – som kaldes whistleblowing.
Af den grund ville nogen, primært før i tiden, mene, at en whistleblower også kan kaldes en sladrehank eller sågar en stikker. Der er der meget på spil for whistlebloweren. Vedkommende kan blive anset som en stikker eller risikere andre repressalier. Det kan potentielt gå ud over personens anseelse i virksomheden. På den måde er whistleblowing en balancegang mellem loyalitet over for arbejdspladsen og ansvar over for loven.
Det er en af de problemstillinger, som det nye lovkrav om whistleblowerordninger i virksomheder har til hensigt at imødekomme.